For unge sportstalenter kan de første år mod den professionelle karriere være svære. Også selv om alle kan se at talentet er der for fuld skrald.
Man bliver så god at man får brug for professionelt grej. Måske skal man rejse til udlandet for at komme på træningslejr med de trænere der er dygtige nok til at løfte én op på næste niveau. Det koster alt sammen, og det er ikke altid at far og mor kan finde penge til det hele. Så er det ikke længere nok at være et lysende talent for at kunne følge sin drøm og sine mål.
Der skal hjælp til. Det er motivationen for at Foreningen af forsikringstagere i Thisted Forsikring fredag den 7. april uddelte legater á 25.000 kroner til tre unge sportstalenter fra Thy og Mors. Det skete ved den delegerede forsamlings generalforsamling på Montra Hotel Hanstholm.
De tre unge er 17-årige svømmer Katrine Bukh Villesen fra Mors, 17-årige golfspiller Sofie Kibsgaard Nielsen fra Mors og 13-årige gokart-kører Malthe Jakobsen fra Sennels. Da legaterne blev uddelt, var Malthe i fuld gang med at køre første afdeling af DSK på hjemmebanen i Thy. Derfor mødte Malthes far, Lasse Jakobsen, op for at modtage legatet på hans vegne.
”Thisted Forsikring har haft et rigtig godt år. Så synes vi at vi også har en forpligtelse til at støtte lokalt. Og denne gang vil vi altså gerne hjælpe vores unge, lokale sportstalenter,” lyder det fra administrerende direktør i Thisted Forsikring, Dennis René Petersen.
”De her tre unge mennesker arbejder hårdt og ydmygt for at nå deres mål – og derfor opnår de så flotte resultater. Og så glemmer de aldrig deres bagland. Det er værdier som vi meget gerne vil støtte op om,” siger Dennis René Petersen.
Katrine Bukh Villesen er 17 år og fra Mors. Hun svømmer med rekordfart mod stjernerne og OL. I november tog hun hele syv guldmedaljer hjem ved DM Kortbane 2016. Ved Junior DM, også i november, slog hun den danske juniorrekord i 100 meter butterfly med hele 0.80 sekunder, med en tid på 59.18 – en rekord som indtil da tilhørte Jeanette Ottesen og blev sat i 2003. En måned efter, i december, blev hun tredobbelt nordisk juniormester. I den seneste uge har hun vundet 4 guldmedaljer og forbedret 3 danske juniorrekorder under deltagelsen i Danish Open i Bellahøj. Hun har således nu sit navn på 6 danske juniorrekorder.
Til Danish Open sikrede hun sig også deltagelse til de europæiske juniormesterskaber i Israel i juli måned. Herefter er det næste store mål senior EM på kortbane i Royal Arena i København til december. Sidste år skiftede Katrine fra Thisted Svømmeklub til Aalborg Svømmeklub, som er en af Danmarks førende svømmeklubber. Katrine styrer en sikker kurs mod OL.
Malthe Jakobsen er 13 år og fra Sennels. Han er godt på vej til at blive professionel racerkører. Og han stamper selv sponsorkroner op af jorden. Det er nemlig dyrt at være racerkører og deltage i internationale løb som i høj grad er der man skal være, hvis karrieren skal godt i gang. 200.000 kroner skal han finde for at blive professionel, og det går man da bare i gang med når man er thybo. Hvor svært kan det være? Og når Malthe kontakter virksomhederne, er det ham selv der ringer, og ikke farmand. Malthe har også deltaget i et udviklingsprogram for unge racerkørere under ledelse af Dansk Automobil Sportsunions instruktører. Her kunne man også se talentet i Malthe der som afslutning på forløbet modtog en talentpris, Christian Bakkerud talentprisen. Her i 2017 skal Malthe køre OK Junior i Danmark og udvalgte internationale løb.
Sofie Kibsgaard Nielsen var 9 år da hun begyndte at spille golf i Morsø Golfklub. Klubbens nye bane åbnede lige ved siden af hvor Sofie boede med sin familie. I dag, i en alder af 17, er hun udtaget til det danske landshold for piger. Hun er med i Dansk Golfunions juniortrup for piger. Og hun går på Sportstar College i Ikast. Og så foretrækker hun de internationale turneringer. ”Jeg kan bedst lide at spille internationalt. I stedet for at være 12 spillere til start er der jo 120. Det stiller større krav, men det er også noget der er med til at udvikle mig,” har hun sagt. Måske kommer dén frygtløshed fra tiden i Morsø Golfklub hvor der ikke var så mange piger på eliteniveau, og derfor trænede Sofie med drengene, der med deres fysik ofte har et anderledes spil end pigerne. Sofie er nok ikke bange for så meget. Og talentet er der ingen tvivl om.
Katrine Dahl Clement, kommunikationsansvarlig i Thisted Forsikring
Mobil 22 81 66 69 – e-mail kad@thistedforsikring.dk