fbpx
Vindmølle på mark under blå himmel

Hvad er en god forsikring?

Hvad betyder præmie, og hvilken ulykkesforsikring skal du tegne? Her er 19 ting du skal vide, inden du køber forsikringer.

Ved du, hvad dit forsikringsselskab snakker om?

Her kan du blive klædt på til at snakke med en forsikringsrådgiver.

Du kan bruge artiklen om forsikringer som et opslagsværk, når du vil vide mere om forsikringer. Og du kan blandt andet blive klogere på:

  • hvad en police er
  • hvordan du får erstatning
  • hvad en ansvarsforsikring dækker
  • hvorfor du altid skal sikre dig, at dine forsikringer er tilpasset dig

Læs meget mere herunder.

1. Hvad er forsikringer?

Når du tegner en forsikring, indgår du en aftale med dit forsikringsselskab, som under forskellige betingelser holder dig skadesløs og sikrer dig økonomisk, hvis der sker noget med dig eller dine ting. Du skal være opmærksom på, at en forsikring er en juridisk aftale og dermed underlagt lovgivning.

Hvis der sker ændringer i dit liv, er det måske på tide at få et forsikringstjek. Ændringerne kunne være:

  • Du får bil
  • Du får børn
  • Du køber hus eller lejlighed

Derfor er det også en god idé, at du har en god og regelmæssig kontakt til dit forsikringsselskab, der netop er specialiseret i at rådgive dig til, hvordan du sikrer dig selv og din eventuelle familie på bedst mulige vis.

2. Hvad drejer forsikring sig egentlig om?

Har du nogensinde tænkt over, at et forsikringsselskab er et fællesskab? Det er desværre ikke en værdi eller et udtryk, som folk normalt forbinder med deres forsikringsselskab. Men hos Thisted Forsikring er fællesskab et gennemgående tema i forhold til vores kunder og samarbejdspartnere.

Hvordan fungerer forsikringsselskabet som et fællesskab?

  • Alle kunder betaler et mindre beløb til den samme kasse
  • Hvis der sker et uheld, betaler forsikringsselskabet fra den kasse, også selvom du ikke har betalt en ydelse, der svarer til erstatningen
  • En for alle, alle for en: Alle kunder hjælper den enkelte, og den enkelte hjælper alle

Da det aldrig sker, at vi alle sammen er ude for ulykker samtidigt, er der under normale omstændigheder altid penge til at dække, når uheldet er ude. Så selvom hentydningen til De tre musketerer måske er lidt søgt, er det ikke desto mindre sådan, at det foregår.

3. Hvilke forsikringer skal du have?

Når du køber en forsikring, skal du huske på, at den er tegnet netop med henblik på dig og dine behov. Derfor kan det også være farligt at udtale sig meget skråsikkert om pris. En af vores fornemmeste opgaver er at sørge for, at du får de forsikringer, der passer til dit liv.

Eksempler på forhold, der spiller en rolle, når du skal have en forsikring:

  • Størrelsen på din bil
  • Typen af tag på dit hus
  • Hvis du dyrker en form for risikobaseret sport

Prisen på forsikringer har blandt andet at gøre med en afvejning af risiko. Det vil sige, at vi som forsikringsselskab benytter os af statistikker, der fortæller noget om, hvor farligt det eksempelvis kan være at dyrke faldskærmsudspring.

4. Man må ikke snyde forsikringsselskabet

Vi skriver ”man” i overskriften, for vi er helt sikre på, at du ikke snyder. Thisted Forsikring er ejet af vores kunder, og derfor betyder det, at eventuel svindel og snyd går fra den kasse, der er beregnet til at hjælpe alle vores kunder.

Thisted Forsikring følger Kodeks for undersøgelse af sager ved mistanke om forsikringssvindel:

  • Således sikrer vi, at de regler, der følger af dansk ret, nøje overholdes, herunder regler i straffeloven, persondataloven og lov om finansiel virksomhed
  • Således undersøger vi objektivt og hensynsfuldt
  • Således giver vi en klar og grundig begrundelse, hvis erstatningsudbetaling afvises eller løbende udbetaling standses på grund af forsikringssvindel

Vi har mange års erfaring og har efterhånden fået en god næse for svindel. Hvis vi opdager svindel, bliver det meldt til politiet. Skulle det vise sig, at der er tale om svindel, kan det blive svært for den pågældende kunde at blive forsikret igen.

5. Gem dine kvitteringer og tag fotos af dine ting

Hvis du er så uheldig, at der for eksempel bliver begået et indbrud i dit hjem, viser vores erfaring os, at det kan være udfordrende helt præcist at huske alle de ting, som du ejer. Derfor hjælper du både os og ikke mindst dig selv, hvis du holder rede på dine ejendele.

Dokumenter, at du ejer de ting, som du ønsker erstattet:

  • Tag fotos af dine ejendele
  • Gem alle dine kvitteringer
  • Husk på, at alle mennesker har tilbøjelighed til at fylde kasser og kufferter med personlige ejendele og tjek jævnligt op på, hvad du har deri

Når du ønsker, at din forsikring skal hjælpe dig med at erstatte dine ejendele, er det meget lettere for både dig og for os, hvis du har billeder, der viser os, at tingene faktisk har stået i dit hjem. Det er ikke fordi, vi ikke tror på dig, men vi vil gerne sørge for, at du får den rette erstatning.

Værd at vide.

Forsikring i oldtiden

Allerede i oldtiden forsikrede folk sig. De store karavaner af handelsfolk havde en klar aftale om, at de der ikke klarede sig igennem, for eksempel pga. tyveri, skulle have del i den store fælleskasse, de alle indbetalte til.

Landbrugsforsikringer

6. Husk, at du skal læse dine forsikringsbetingelser

Vi ved godt, at det ikke er den mest ophidsende form for læsning. Altså det der med småt. Men vi har gjort os stor umage for at gøre det læsevenligt, og senere vil du takke dig selv for arbejdet, hvis du pludselig står i en situation, hvor du skal vide, om din forsikring dækker.

Hvad er forsikringsbetingelser egentlig, og hvorfor er de skrevet med småt?

  • Betingelserne beskriver aftalen mellem dig og forsikringsselskabet
  • Betingelserne sikrer, at alle kunder får den samme gode behandling
  • Betingelserne er skrevet med småt, da de ellers ville fylde alt for meget

En af vores opgaver er at sikre, at alle de midler, som kunderne har samlet i selskabet, bliver brugt efter hensigten. Forsikringsbetingelserne sikrer, at du som kunde altid ved, hvordan du er dækket i tilfælde af skade eller uheld. Derfor er de så vigtige at forholde sig til.

7. Hvad er en police?

Hvis du slår “police” op i ordbogen, kan du se, at ordet kommer fra fransk. Helt oprindeligt er det dog græsk og stammer fra ordet apodeiksis, der betød bevis. En police er altså et dokument, hvor forsikringsselskabet redegør for den risiko, som selskabet dækker. En skriftlig kontrakt.

Hvad indeholder policen?

  • Policen indeholder specielle vilkår
  • Policen indeholder almindelige forretningsbestemmelser
  • Policen indeholder forudsætningerne for forsikringen

Her er altså tale om et dokument, der med al tydelighed viser de forpligtelser, som forsikringstageren og forsikringsselskabet har over for hinanden. Derfor er det også en god idé, at du lige skimmer indholdet, hvis du ikke lige har tid eller lyst til at hygge dig med læsningen.

8. Hvad er forsikringsbetingelser?

Forsikringsbetingelserne er det, der helt traditionelt er skrevet med småt. Her kan du læse om alle de regler, som er gældende for din forsikring. Der findes mange forskellige forsikringsbetingelser, og uanset forsikringsselskab vil du støde på dem.

Ekstra info om forsikringsbetingelserne:

  • Det er forsikringsbetingelserne, der beskriver den enkelte forsikring
  • Det er forsikringsbetingelserne (fælles betingelser), der gælder alle forsikringer
  • Forsikringsbetingelserne uddyber, hvad en given forsikring dækker og ikke dækker

Nu medgiver vi gerne, at der ikke just er tale om en knaldroman, selvom vi har gjort vores bedste for at gøre teksten spiselig. Men du bør alligevel læse den igennem, så du er klar over, hvordan og hvorledes du er forsikret, hvis du får brug for hjælp.

9. Hvad betyder præmie?

Når du indgår en aftale med dit forsikringsselskab, er du sikkert allerede godt klar over, at du skal betale for ydelsen. Og her kommer præmien ind i billedet. Præmien er det beløb, du betaler, for at forsikringsselskabet påtager sig risikoen for at forsikre dig.

Hvorfor hedder det egentlig præmie?

  • Præmie kommer af det latinske udtryk praemium, der betyder belønning
  • Præmie handler om, at du køber beskyttelse og dermed får en belønning af forsikringsselskabet
  • Mange danske ord har rod i latin, og specielt finansielle termer blev fordansket i renæssancen

I de fleste tilfælde skal du betale din præmie én gang om året. Men der er også mulighed for at betale hver måned eller hvert kvartal. I nogle tilfælde vil den samlede pris være dyrere, jo oftere du vælger at betale. Det hænger sammen med øget sagsbehandling hos forsikringsselskaberne.

10. Hvad betyder selvrisiko?

Når du skal tegne en forsikring eller er ved at undersøge markedet, er det helt sikkert, at du vil støde på begrebet selvrisiko. Selvrisiko er det beløb, du som forsikringstager selv skal dække ved skade, før forsikringsselskabet træder til med erstatning. Det er med andre ord den del af omkostningerne ved skaden, som du selv påtager dig ansvaret for.

Selvrisikoen er en vigtig del af alle dine forsikringer, og du skal veje for og imod, når du beslutter dig for, hvor stort et beløb din selvrisiko skal lyde på.

Hvilken betydning har selvrisikoen for prisen på mine forsikringer?

  • En lav selvrisiko betyder som regel en højere præmie
  • Omvendt betyder en høj selvrisiko som regel en lavere præmie
  • Du kan bruge din selvrisiko som et forhandlingsparameter i forhold til pris på dine forsikringer

Lad os sige, at du får ødelagt din gamle telefon, og at du har en selvrisiko på 1.000 kroner. Så vil der blive trukket 1.000 kroner fra din erstatning. Skader, der ligger under din selvrisiko, kan ud fra samme logik netop ikke dækkes. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på størrelsen af din selvrisiko.

Værd at vide.

En for alle, alle for en

Når du tegner en forsikring, havner du i en gruppe med andre mennesker, som bærer samme risiko som dig. På den måde er et forsikringsselskab faktisk et fællesskab, hvor udtrykket "en for alle, alle for en" er meget passende til at beskrive, hvordan det hele er skruet sammen.

skaller på sand

11. Hvad er erstatning?

En erstatning er det beløb, som du modtager fra dit forsikringsselskab, når og hvis du har haft en skade, som skal dækkes. Det er på den måde penge, som skal opveje det tab, du har haft. Det kan både være materielt og kropsligt.

Eksempler på erstatning, du kan få udbetalt:

  • Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
  • Erstatning for svie og smerte
  • Erstatning for skader på ejendele

Udregningen af en given erstatning beror på en lang række af parametre. Det hænger sammen med, at forsikringsselskabet skal sørge for, at du får præcis den godtgørelse, som du er berettiget til. Og det gælder uanset, hvilken slags erstatning der er tale om.

12. Hvad betyder hovedforfald?

Hovedforfald er endnu et begreb, som du bør have in mente, når du er forsikringstager. Hovedforfaldet har nemlig at gøre både med din betaling og din mulighed for at skifte til et andet forsikringsselskab, uden at du eventuelt skal betale et gebyr.

Vigtigt at vide med hensyn til hovedforfald:

  • Du kan opsige din forsikring til den måned, hvor der er hovedforfald
  • Du betaler forsikringspræmien den måned, hvor der er hovedforfald
  • Du fornyr så at sige din forsikring med endnu et år, når hovedforfald indtræffer

Hovedforfald handler dybest set om, at du skal betale din regning for den service og den risiko, som dit forsikringsselskab påtager sig i perioden. Hvis du kun betaler for din forsikring én gang om året, er forfaldsdato og hovedforfald sammenfaldende.

13. Hvad betyder forsikringssum?

Forsikringssum eller assurancesum er et beløb, der er specificeret i din forsikringspolice. Forsikringssummen udgør den maksimale erstatning, og på det grundlag udregner vi din præmie.

Forsikringssummen figurerer på flere niveauer: (kilde Den store Danske Encyklopædi)

  • Ved dødsfaldsforsikring udbetales forsikringssummen ved død
  • I ulykkes- og invalideforsikring udbetales den andel af forsikringssummen, der svarer til graden af invaliditet
  • I skadesforsikring fastsættes forsikringssummen som regel efter skøn, takst eller tilbud

Med hensyn til sidste punkt skal du meget kort præsenteres for udtrykket forsikringsværdi, der netop er den værdi, som svarer til forholdet mellem forsikringssummen og den faktiske værdi af det forsikrede – lige før skaden fandt sted.

14. Hvad er méngrad?

Lad os forestille os, at du render rundt og spiller fodbold. Pludselig snubler du over bolden, du får ondt i knæet, og det viser sig, at du har pådraget dig en knæskade, som bliver ved med at genere dig. Med andre ord har du fået en varig skade, der resten af dit liv vil forhindre, at dit knæ fungerer normalt.

Hvad er méngraden?

  • Méngraden beskriver egentlig, i hvor høj grad din skade er til ulempe for dig
  • Jo højere din mén-grad er, jo større erstatning har du krav på
  • I betingelserne for din ulykkesforsikring kan du læse et udsnit af eksempler på méngrader

Det er vigtigt, at du får afgjort din méngrad, hvis du kommer til skade og varigt skal trækkes med en skade. Når du har en ulykkesforsikring, kan du nemlig have krav på erstatning. Ménegraden er naturligvis afhængig af skaden, der er sket.

15. Hvad er en indboforsikring?

En indboforsikring er en af de slags forsikringer, som de fleste mennesker vælger at tegne. Det er en stor og omfattende forsikring, der firkantet sagt dækker de ting, du har i dit hjem – for eksempel, hvis du udsættes for tyveri.

Vidste du det om indboforsikringen?

  • Indboforsikringen dækker cykeltyveri
  • Indboforsikringen dækker hele familien
  • Indboforsikringen har en indbygget ansvarsforsikring, når du køber den hos Thisted Forsikring

Den indbyggede ansvarsforsikring sikrer dig, hvis du pludselig står i en situation, hvor du er skyld i en skade. Det kan dreje sig om et erstatningsansvar, hvor den økonomiske byrde kan være svær at bære, såfremt du ikke har sikret dig med en ansvarsforsikring.

Har du brug for hjælp?

Det er ikke altid let at gennemskue forsikringsmarkedet. Hvad har du brug for, og hvad behøver du ikke? Det vil vi meget gerne hjælpe dig med at finde ud af. Ring til os på 96 19 45 00, så hjælper vi dig videre.

16. Hvad er en ansvarsforsikring?

Lad os gå lidt videre med ansvarsforsikringen. Nogle mennesker forbinder den udelukkende med bil, men den eksisterer såmænd også i andre sammenhænge. Ansvarsforsikringen dækker dit ansvar, hvis du er så uheldig at forårsage en skade på andre eller deres ting.

Hvornår er en ansvarsforsikring lovpligtig?

  • Du skal have en ansvarsforsikring, når du har bil
  • Du skal have en hundeansvarsforsikring – naturligvis kun hvis du har hund
  • Du bør sørge for at kombinere din indboforsikring med en ansvarsforsikring

Det er altså vigtigt, at du hæfter dig ved, at en ansvarsforsikring ikke udelukkende har noget at gøre med biler. En ansvarsforsikring kan fritage dig for det økonomiske ansvar, der kan opstå som følge af, at din hund bider et andet menneske, eller at dine børn hælder cola i gæstens dyre PC.

17. Hvad er en ulykkesforsikring?

Hvis du kommer ud for et uheld og kommer til skade, kan du være dækket af ulykkesforsikringen, som kan afbøde nogle af de økonomiske byrder, der kan opstå i forbindelse med et uheld. Hos Thisted Forsikring tilbyder vi ulykkesforsikringer med mange fordele.

Herunder kan du se 3 eksempler:

  • Du kan få erstatning, hvis du får en tandskade
  • Du kan få erstatning, hvis du får varige mén efter en ulykke
  • Skader ved skiferie er dækket, uden det koster mere

Det er blot nogle af de forhold, ulykkesforsikringen dækker. Dertil har du mulighed for at udvide forsikringen med forskellige tillægsdækninger, ligesom du kan få børne-, og unge-ulykkesforsikringer. Børneulykkesforsikringen kan endda udvides til en børnesygeforsikring.

18. Hvad er en ansvarsforsikring til bil?

Du kender sikkert godt til ansvarsforsikringen, når talen falder på biler. Her er det nemlig lovpligtigt at sørge for at tegne en sådan. Og det gælder uanset, om du ejer eller leaser bilen. Ansvarsforsikringen dækker de eventuelle skader, som du kan komme til at gøre på mennesker, ting og deres biler.

Hvad sker der, hvis du ikke betaler ansvarsforsikringen?

  • Du bliver registeret i fællesregistret, der føres af DFIM
  • Hvis du ikke betaler til en ansvarsforsikring, får du dagbøder
  • Når du igen betaler til en ansvarsforsikring, slettes du fra registret

Du skal altid sørge for at have en ansvarsforsikring, når du har bil. For det første er det ikke lovligt at køre uden, for det andet risikerer du at stå ansigt til ansigt med et meget stort erstatningskrav, hvis du er involveret i en ulykke. Og for det tredje er dagbøderne til DFIM ret store, så det løber hurtigt op.

19. Hvad er en kaskoforsikring til bil?

I modsætning til ansvarsforsikringen er kaskoforsikringen ikke lovpligtig. Du kan dog, hvis du leaser eller låner penge til en bil, blive bedt om at tegne en kaskoforsikring. Her handler det om, at leasingselskabet eller banken er interesseret i at have en vis sikkerhed i bilen.

Hvad dækker kaskoforsikringen?

  • Kaskoen dækker skader på det forsikrede køretøj
  • Kaskoen dækker tyveri
  • Kaskoen dækker vejhjælp i Europa

Hvis din bil er af ældre dato og ikke har kostet særligt meget, er det en god idé, at du overvejer, om det kan betale sig for dig at tegne en kaskoforsikring. Det kan nemlig vise sig, at selve betalingen koster mere, end hvad det ville koste dig at købe en ny, brugt bil.

Vi tager forbehold for trykfejl og henviser i øvrigt til vores betingelser. 

Bliv ringet op
Skriv til os