fbpx

Generationsskifte på direktørposten i Thisted Forsikring

20. oktober 2023

Adm. dir. Dennis René Petersen er efter 14 år på mange områder blevet synonym med Thisted Forsikring. Nu gennemføres et planlagt generationsskifte på direktørposten som led i en fremtidssikring af Thisted Forsikring. Generationsskiftet har været tilrettelagt over de seneste 2 år.

Siden januar 2010 har Dennis René Petersen været direktør i Thisted Forsikring. Fra starten var opdraget at selskabet skulle igennem en transformation med en ny strategi efter at selskabet havde haft nogle svære år i forbindelse med finanskrisen i 2008.

Ivan Christiansen bestyrelsesformand i Thisted Forsikring udtaler:

“Dennis har spillet en afgørende rolle i den positive udvikling, som Thisted Forsikring har været inde i siden 2010. Der kan ikke herske tvivl om, at han har været selskabets mand og tilført selskabet stor værdi som adm. direktør. Han har gjort det særdeles godt og arbejdet utrætteligt på, sammen med de dygtige og loyale medarbejdere, at fremme selskabets udvikling og fremdrift, således selskabet i dag fremstår som et stærkt regionalt forsikringsselskab.

Samtidig har han hele tiden haft det sigte, at Thisted Forsikring som en betydelig virksomhed på Thy og Mors skal tage et samfundsmæssigt ansvar og være til gavn for lokalområdet og fællesskabet.

Selv ser Dennis René Petersen tilbage på den lange periode i Thisted Forsikring med glæde.

”Det har været et privilegie at stå i spidsen for Thisted Forsikring og de mange dygtige medarbejdere, og i al beskedenhed, det vi ved fælles indsats, har opnået siden starten i 2010. Præmieindtægterne er mere end fordoblet til nu kr. 500 mio., Ligeledes er det økonomiske grundlag som selskabet hviler på – øget betydeligt, så Thisted Forsikring i dag har et ganske solidt fundament til at bygge fremtiden på.

Nu er tiden så kommet til at jeg efter eget ønske giver nøglerne til “slægtsgården” videre og fremadrettet prioritere mig selv, interesser og familien højere”, udtaler Dennis René Petersen.

Det planlagte generationsskifte på direktørposten finder sted med virkning fra d.d. – og det er en glæde at den planlagte generationsskifteplan dermed lykkes. Vi har to dygtige og erfarne ledere, Brian Nielsen og Henrik Lavesen, som igennem årene har udviklet deres kompetencer, så de er absolut klar til at gribe stafetten, oplyser Ivan Christiansen.

Brian Nielsen er 43 år, ansat som elev tilbage i 2002. Blev i 2010 skadeschef og har i de sidste 4 år været forsikringsteknisk direktør og medlem af forretningsledelsen.

Henrik Lavesen er 56 år og uddannet indenfor revision. Efterfølgende arbejdet som økonomidirektør i den finansielle branche, og blev i 2013 ansat som økonomidirektør i Thisted Forsikring, hvor Henrik også er en del af forretningsledelsen.

Dennis René Petersen vil i en periode bidrage til en glidende overgang som konsulent for bestyrelsen og den nye direktion.

 

Spørgsmål kan rettes til:

Bestyrelsesformand Ivan Christiansen

Telefon 40282341

Bliv ringet op
Skriv til os