fbpx
en mand og en pige sidder i en blå bil Manden er forsikret med en førerpladsdækning, så han også er dækket i tilfælde af uheld.

Få ekstra tryghed som bilfører hos Thisted Forsikring

Førerpladsdækning - Optimal tryghed for dig som fører bilen

Førerpladsdækningen er et vigtigt tilvalg til din bilforsikring. Den er en ekstra sikkerhed for dig, hvis du er ude for en soloulykke i din bil og selv sidder bag rattet.

Ved biluheld er du normalt dækket af modpartens ansvarsforsikring. Men er du i en såkaldt soloulykke, altså en ulykke hvor der ikke er en modpart involveret, skal du have en førerpladsdækning for at være dækket for blandt andet svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne.

Hvorfor vælge førerpladsdækning hos Thisted Forsikring?

Hos os kan du udvide din bilforsikring med en førerpladsdækning, der sikrer dig erstatning ved soloulykker, der forårsager personskade. Præcis på samme vilkår, som havde der været en modpart involveret.

Når du vælger førerpladsdækning som en del af din bilforsikring, får du:

  • Økonomisk hjælp, hvis du er i en soloulykke og som fører af bilen kommer til skade og opfylder kravene om erstatning jævnfør Erstatningsloven
  • Godtgørelse, også hvis du selv er skyld i ulykken – dette gælder dog ikke, hvis du påfører skaden med vilje
  • Dækning for føreren af bilen, også selvom du har lånt din bil ud til en anden

Hvad dækker en førerpladsdækning?

Førerpladsdækningen giver dig både økonomisk og menneskelig sikkerhed.

Mange tror, at de er dækket af enten ulykkesforsikringen eller bilens ansvarsforsikring, hvis de kommer ud for en bilulykke. Men ansvarsforsikringen dækker kun andre personer og deres ting. Har du passagerer med i bilen, og er du ude for en soloulykke, er dine passagerer altså sikret erstatning via netop ansvarsforsikringen.

Men som fører af bilen er du ikke selv dækket. Medmindre du har en forsikring af førerpladsen, der sikrer dig erstatning for de personskader, du måtte få.

Med førerpladsdækning kan du blandt andet få erstatning for:

  • Tabt arbejdsfortjeneste
  • Svie og smerte
  • Erhvervsevnetab
  • Behandlingsudgifter
  • Varige mén

Det kan være, du har en ulykkesforsikring, der sikrer dig erstatning ved varigt mén i forbindelse med en ulykke. I sådanne tilfælde modregnes erstatningen ikke, og du vil altså få erstatning fra både din ulykkesforsikring og førerpladsdækningen.

Værd at vide

En førerpladsdækning er et tilvalg til din bilforsikring, som dækker dig i tilfælde af et solouheld. Husk dig selv, hvis ulykken sker.

Mand kører bil. Han har en førerpladsdækning hos Thisted Forsikring. Så er han dækket i tilfælde af uheld.

Hvordan fungerer førerpladsdækning i praksis?

Forestil dig, at du kører i din bil på isglatte veje. I et sving mister du kontrollen over bilen på grund af det glatte føre og rammer ind i et træ med 80 km/timen. Din bil er totalskadet, og du har fået nogle alvorlige brud, som gør, at du er sengeliggende i en længere periode.

Førerpladsdækningen dækker svie og smerte, mens du er sygemeldt og under behandling samt tabet af din arbejdsfortjeneste i samme periode. Betyder uheldet, at du må finde dig et andet og mindre belastende arbejde eller gå ned i tid, erstatter førerpladsdækningen også dit tab af erhvervsevne, hvis nedgangen er mindst 15 %.

Det kan nemt vise sig at blive rigtig mange penge, du får udbetalt.

Det er væsentligt at nævne, at førerpladsdækningen sikrer dig erstatning i tilfælde, hvor der hverken kan udbetales erstatning gennem arbejdsskadeforsikring eller lignende ordninger.

 

Dækningssum

Summen for svie og smerte samt varigt mén på førerpladsdækningen er en fast sum, der fastsættes i Erstatningsloven og reguleres årligt.

Er du i en situation, hvor du efter et solouheld i bilen, mister minimum 15 % af din arbejdsevne og ikke kan arbejde som før, kan du være berettiget til at få en erstatning for erhvervsevnetab. Her beregner vi blandt andet summen på erstatningen ud fra din årsløn.

 

Skadeanmeldelse

Som ved de fleste andre uheld, kan du anmelde skaden via Min side. 

 

Sagsbehandling

Vi har en kort skadebehandlingstid og håndterer hurtigst muligt din anmeldelse, når vi har den nødvendige dokumentation.

 

Udbetaling af erstatning

Din erstatning udbetales, når vi har de endelige dokumenter fra dig, og skaden er stationær.

Det er lidt forskelligt, hvornår vi udbetaler din erstatning alt efter, om du får erstatning for svie og smerte, varigt mén, tab af erhvervsevne, behandlingsudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste – eller som oftest – flere af tingene.

Ved tab af erhvervsevne skal vi først kunne udregne, hvor meget nedgang du har i løn, hvorefter vi kan udregne det engangsbeløb, du efterfølgende får udbetalt.

Tabt arbejdsfortjeneste er de penge, du risikerer at tabe, mens du er sygemeldt. Nogle ender på sygedagpenge, mens andre får fuld løn under sygdom, men selv med fuld løn, kan der være penge, du mister, som du ellers ville have fået – f.eks. tillæg til pension. Når du er raskmeldt, kan vi lave en opgørelse over, hvor mange penge du har mistet i tabt arbejdsfortjeneste, og udbetaler dig herefter pengene. I nogle tilfælde kan du få udbetalt pengene løbende. Det kommer an på din konkrete situation.

 

Sådan får du den bedste førerpladsdækning

Vi opfordrer altid til, at du ringer og snakker med os, hvis du har spørgsmål til forsikringer. Vi sidder klar til at rådgive dig, så du ved nøjagtigt, hvordan du er stillet i tilfælde af uheld.

Bestiller du et opkald, ringer vi, når det passer dig. Vi får os en snak om førerpladsdækning, og du ved nøjagtigt, hvordan du er stillet, hvis du vælger dækningen til eller fra.

Hvad koster førerpladsdækning?

Hos Thisted Forsikring har vi ikke en online prisberegner, hvor du kan udregne prisen på førerpladsdækning. Det skyldes, at vi gerne vil snakke med dig og sammensætte forsikringer, der passer til lige netop dig og dine behov.

Vi tager os på god jysk vis tid til at forstå dig og din situation. På den måde får du det, du har brug for – hverken for meget eller for lidt.

Ofte stillede spørgsmål