fbpx
Ung bag rettet - illustrerer tilvalgsdækning Ung bilist i Thisted Forsikring

Gode råd til unge bilister og forældre, der låner bilen ud

Er du 17 år og har lige taget kørekort - eller er du forældre til en, der er? Så har vi samlet lidt gode råd til, hvordan det bliver en succes for de 17-årige at køre alene.

Hvornår må du køre alene som 17-årig?

Som 17-årig må du køre alene i tidsrummet 05.00 – 20.00. Uden for dette tidsrum skal du have en erfaren ledsager med i bilen, hvis du skal ud at køre.

Du kan altså sagtens selv køre til eller fra skole, ligesom du kan køre til og fra dine fritidsaktiviteter.

Gode råd til en god køreoplevelse

Få erfaring med at køre
Selvom du har kørt sammen med din kørelærer, er det noget andet, når du skal afsted uden. Derfor kan det være en god idé at køre ture med en erfaren bilist, eller køre nogle korte ture alene på veje, du kender, inden du begiver dig ud i længere køreture alene eller sammen med dine venner.

Lær bilen at kende
Det kan være en god idé at få styr på, hvordan bilens funktioner fungerer. Det kan nemlig variere fra bil til bil, hvordan du tænker vinduesviskerne eller skifter mellem højt og lavt lys. Når du har styr på de basale funktioner, har du bedre kontrol, når du skal afsted alene.

Kør med omtanke
Vi er ikke i tvivl om, at du har helt styr på reglerne hvad angår kørsel. Så husk dem, når du kører alene. Og husk også, at du ikke behøver lade dig presse til at køre anderledes, end du er komfortabel med, uanset hvordan andre kører og hvad andre eventuelt siger.

Undgå distraktioner
Det kan være fristende lige hurtigt at læse en ny sms, mens du kører. Men lad være med at gøre det. Det kræver kun et øjebliks uopmærksomhed. Og selvom du kører fint, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at alle andre også gør det.

Tal med dine forældre
Vi ved godt, du ikke nødvendigvis synes, at dine forældre ved bedst. Men lige i dette tilfælde kan der være meget værdi at hente i deres råd og erfaringer. De er trods alt erfarne bilister, der har kørt bil i mange år – og måske har de et fif eller to, du kan få glæde af.

Hvordan kan du hjælpe din 17-årige, der er ny bilist?

Tal med dit barn
Fortæl dit barn, at du stoler på dem, når de skal til at køre alene. Samtidig kan du gøre det klart, at det også er et stort ansvar. Det kan også være en god idé, at I laver en forventningsafstemning om, hvad de må og ikke må, hvornår de kan låne bilen, og hvordan I håndterer eventuelle skader.

Spørg ind til køreturene
Det kan være en god idé at tale med dit barn om, hvilke oplevelser de har, når de er ude at køre. Måske har de været i en situation, hvor de var i tvivl om, hvordan de skulle agere – og her kan du med fordel tale med dem om, hvordan de kan gøre en anden gang. For du har helt sikkert en masse erfaringer og råd, du kan dele med dit barn.

Hjælp med at lære
Tag på nogle køreture sammen med dit barn. Det er en oplagt mulighed for at de kan lære at køre i jeres egen bil. I kan også køre ture på forskellige tider af døgnet og i forskelligt vejr, så de får erfaring med at køre på forskellige tidspunkter og alle slags vejr.

Giv plads til ”fejl”
Når dit barn låner bilen, er det en god idé at huske, at de stadig er ved at lære at køre bil. Måske gør de noget, du selv ville have gjort anderledes, men det betyder ikke nødvendigvis, at det, de gør, er forkert.

Vær en god rollemodel
Du har kørt bil i mange år, og i den tid har du haft rig mulighed for at lave dine egne vaner, når du kører. Husk at dine børn også lærer af dig, når de er med dig ude at køre.

Har I husket Ung bilist-tilvalgsdækningen?

Har I hjemmeboende børn mellem 17 år og 23 år, som lejlighedsvis låner bilen, kan I overveje at tilføje tilvalgsdækningen ung bilist til jeres bilforsikring.

Med ung bilist tilføjet bilforsikringen optjener jeres børn anciennitet for hvert år, de er tilføjet forsikringen som lejlighedsvis fører. Derudover undgår I forhøjet selvrisiko, hvis barnet er uheldigt at være skyld i en skade.

Vil I høre mere om ung bilist-tilvalgsdækningen, kan I bestille et opkald herunder.

Ung kvinde kører bil. Køb bilforsikring til unge

Ofte stillede spørgsmål

Der kan opstå mange spørgsmål, når det kommer til at færdes i trafikken som ny bilist.